”Der er flere fordele i at fyre med flis, især når man har sin egen skov”
Udtalelsen kommer fra Svend Erik Sund, som udnytter træaffaldet fra både skoven og læhegnene til at lave flis. ”Man holder skoven pæn og ren og så har man billig fyringsmateriale”.
Flisen kræver et stykke arbejde af ham, men derudover koster det ham
ikke noget. Siden midt i 90´erne har Svend Erik Sund fyret med flis på hans 320 m2 store landbrugsejedom ”Lyngsøgård” med dertilhørende 11 hektar granskov beliggende lidt nord for Viborg
Han bruger 0,2 til 0,8m3 flis i døgnet afhængig af, om det er sommer eller vinter. Det svarer til omkring 200m3 pr. år. En m3 flis svarer cirka til 60 liter olie, hvilket er et årligt forbrug på 12.000 liter olie.
Svend Erik Sund bruger en flishugger af typen TP 230 fra Linddana til hugge hans overskydende træer til flis. Modellen er udstyret med en omdrejningsvagt, hvilket betyder, at den selv regulerer indføringen.
10-15m3 flis i timen
Med én medhjælper, kan han flise 10-15m3 i timen. Jo bedre forarbejde af træet som skal flises, jo bedre output. Og det er naturligvis forarbejdet som tager tid. ”Men når man ved, at der er penge at spare, er arbejdet givet godt ud” tilføjer Svend Erik Sund med et smil.
Fordelen ved at flise selv er, at selve træet kan sælges som tømmer og det resterende træ - topender og grene, som ikke kan bruges til tømmer, kan med fordel udnyttes til fyringsformål.
Nålene fra grantræerne derimod, skal helst blive i skoven. Nålene indeholder en stor mængde gødning som tilfører jorden den nødvendige næring. Derfor er det vigtigt at lade grantræerne ligge og tørre til nålene falder inden det flises.
Svend Erik Sund fælder altid medens vandet stadig er i rødderne, hvilket er fra november til februar, hvorefter han lader træet ligge til det efterfølgende år, så vandprocenten kommer ned på omkring 25. Vandprocenten i træet er en vigtig faktor hvis det omsættes til flis. Er vandindholdet for højt, risikerer man at der dannes mugsporer eller at flisen begynder at gære.>
En simpel, men meget korrekt måde at måle vandprocenten i træet på er, ved at tage et kilo flis som kommes i en 100۫ varm ovn i 2-3 timer. Flisen tages herefter ud og vejes igen. Hvis flisen nu vejer 750gr. svarer det til, at vandindholdet er på 25%, da 250 gr. er fordampet.
Svend Erik Sund har installeret et Twinheat Stokerfyr til flis og træpiller og benytter begge fyringsmaterialer. Flisen bruges til daglig og træpiller bruges i ferie perioder, da der ikke skal fyldes på så tit. Flis fylder mere end træpiller og til formålet har han en separat silo, der kan rumme en uges flis.