tilbage til forsiden  
 
ProdukterNyhederSalgOm LinddanaServiceUdlejning FAQKontakt EnglishDeutchDanskLogin
 
 

En snak med Svend LindEn snak med Svend Lind

En dansk succeshistorie

 

 

Det var lidt tilfældigt, at det lige blev udvikling af flishuggere, som skulle blive Svend Linds livsværk. Men det var tydeligt for mange år siden, at Svend Lind havde energien, kreativiteten og fagkundskaben til at skabe noget nyt. Som så mange i hans generation fik han som ung en håndværksmæssig uddannelse, han blev smed og maskinarbejder. Siden blev han arbejdsleder og produktionschef i en lokal virksomhed i maskinindustrien.

 

 

Svend Linds personlige erfaringer som skovbruger, og en dansk industripolitik med satsning på vedvarende energi blev startpunktet for et dansk industrieventyr – udvikling, produktion og salg af flishuggere.

 

 

Svend Lind betoner med jysk beskedenhed, at han har været heldig. Når man står i Linddanas flotte administrations- og udstillingslokaler er det tydeligt, at Svend Lind også har været dygtig – som fagmand og som forretningsmand.

 

 

Udviklingsaktiviteterne har hele tiden været Svend Linds største interesse. Selv om han formelt er gået på pension, kommer han flere gange om ugen i firmaet, og det er nu alene udviklingsområdet, han beskæftiger sig med.

- Dengang jeg startede med flishuggere, vidste jeg ingenting, men jeg så på nogle svenske og finske modeller, og så gik jeg i gang. Vores udvikling bygger stadig væk på det samme som dengang, nemlig at vi hele tiden forbedrer de enkelte komponenter og deres måde at virke på. Vi har hele tiden rådført os med de skovtekniske specialister, og de har givet os mange gode råd gennem tiden. I virksomheden har vi til gengæld den håndværksmæssige ekspertise. Når vi snakker om knive, handler det bl.a. om stålets kvalitet, om knivens form og monteringen. Tragten og indføringen af træet handler bl.a. om sikkerhed og hastighed. Vi arbejder med detaljer og selvfølgelig også med helheden. Træflisen skal være så ensartet som muligt – de enkelte flisstykker skal være af ca. samme form og størrelse. I de senere år har vi gjort meget ud af at dække hele markedet. Vi har opbygget et bredt produktprogram, så vi kan tilbyde flishuggere til ethvert formål.

 

 

- Jeg har været så heldig, at der har været faglig interesse for træflis i skovbrugskredse på det helt rigtige tidspunkt, siger Svend Lind. – Der har også været politisk opbakning både til udviklingsarbejdet og til at hjælpe mindre virksomheder i gang med eksport. Det har hele tiden været min opfattelse, at flishuggerne skulle sælges både herhjemme og i udlandet. Hjemmemarkedet er for lille i sig selv.

 

 

Svend Lind er dog alligevel blevet positivt overrasket over, hvor bredt træflis er slået igennem i Danmark.

- I dag er der mere end 70 kraftvarmeværker, som bruger træflis, og vi har  solgt TP Flishuggere til 215 kommuner i Danmark.  Det er mere, end vi havde turdet drømme om for 20 år siden.

 

 

- I begyndelsen tænkte vi kun på træflis som brændsel, men siden er det også blevet almindeligt at bruge træflis som bunddække bl.a. i parker og haver.

 

 

Markedet for træflis og for flishuggere er gradvis blevet modnet. Svend Lind fremhæver især perioden 1986-96, hvor træflis for alvor slog igennem som brændsel i fjernvarmesektoren, og hvor hele den grønne sektor kom med.

- Det hænger også sammen med affaldssystemerne og genbrugsideen. Nu kunne man på stedet omdanne besværligt affald fra parker og skove til et standardprodukt – træflis - , som endda kunne anvendes på en økonomisk fordelagtig måde. På det punkt har vi været foran i Danmark, og det har Linddana også nydt godt af.

 

 

Svend Lind er stolt over succesen, men han har også indset, at en fortsat succes kræver en stor professionel indsats.

- Vi har heldigvis fået endnu flere fagfolk ind i virksomheden efter generationsskiftet for fire år siden. Mine tre døtre er på skift medlem af bestyrelsen, men den daglige ledelse er i hænderne på specialister inden for det tekniske og kommercielle område. Tiden har vist, at det var en god løsning, for Linddana udvikler sig efter min mening på den helt rigtige måde - både teknisk og forretningsmæssigt.

   
 
send en email