Udvikling af nye flishuggere og stadige forbedringer af det nuværende produktprogram har siden starten i 1980 været forretningsgrundlaget for Linddana og har dannet grundlaget for virksomhedens vækst.
Kvalitet, funktion, sikkerhed og design er ledetråden i Linddanas udviklingsarbejde.
Vi lægger vægt på, at TP flishuggerne til stadighed hører til markedets bedste.
Dialogen med vore kunder er helt afgørende for hele tiden at forbedre TP flishuggerne, så de svarer til kundernes forventninger og tilpasses erfaringerne fra den praktiske brug.
Linddana samarbejder med fagfolk og skovtekniske eksperter i ind- og udland, bl.a. med Skov og Landskab Instituttet på Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole. Linddana har deltaget i en række internationale udviklingsprojekter, og har på den baggrund kontakt med en lang række internationale specialister inden for park- og skovbrugsteknik, miljøteknologi og naturforvaltning.
Linddana arbejder hele tiden med at udvikle produktprogrammet i bredden og i dybden, og udviklingsafdelingen er højt prioriteret.
Linddanas produktionsmetoder udvikles og effektiviseres løbende. Det sker blandt andet for at kunne fastholde produktionen i Danmark, hvor TP flishuggere altid er blevet fremstillet. Det betyder fastholdelse af arbejdspladser i Danmark og fastholdelse af en tæt forbindelse mellem udvikling og produktion.
Den tætte forbindelse mellem udviklings- og produktionsaktiviteter stiller store krav til vore medarbejdere og deres kompetencer. Linddana har hele tiden aktiviteter inden for efteruddannelse og modernisering af produktionsmetoder, anvendelse af den nyeste teknologi, det bedst mulige arbejdsmiljø og stadige forbedringer af miljøforholdene. Vi gør det for at fastholde en attraktiv, dynamisk arbejdsplads og for at tiltrække de bedste medarbejdere på alle niveauer.
Linddana er aktuelt i gang med en omstrukturering af hele produktionsgangen, hvor hele virksomheden effektiviseres på grundlag af Lean-filosofien.